Sex i foruden
30. jul 2009 01:22, catman
I søndags var jeg til fodbold i Esbjerg og da jeg kom ud til bilen sad der sådan en fin lille flyer i vinduet. Det er der jo ikke noget unormalt i, det gør der oftest når man holder steder til sådanne arrangementer.
Nej det unormale var sådan set det den reklamerede for, det var ikke nye dæk til bilen eller happy hour på den lokale, nej det var noget så odiøst som en reklame for en sexbutik. Jeg går ud fra at ejerne af butikken har tænkt "fodbold? der er en masse mænd, de mangler sikkert en god gaveide til fruen derhjemme, lad os reklamere der"
Det er der jo så nok egentlig heller ikke så meget galt i, eller måske når lille jens på 7 år, som er taget med farmand til fodbold, spændt tager den lille flyer ned fra ruden for at se hvad det er. Når farmand så skal forklare den lille knægt de meget let påklædte kvinder og de mærkelig udformede stave osv. Jeg kan ihvertfald forestille mig at det måske ikke ligefrem er den bedste start på at snakke om bierne og blomsterne på.
Der skal nu nok være nogen der er blevet forargede over det, det er nu slet ikke det som falder mig mest i øjnene. Nej det er det faktum at reklamen er på TYSK. Ja ok indrømmet der kommer en del tyskere i Esbjerg og i ny og næ er der da nogen af dem der ser fodbold. Men mon ikke hovedparten alligevel er danskere. Tysk, med priser i Euro i øvrigt. Så det er lidt svært at gennemskue om butikken egentlig er billig i forhold til de andre butikker med samme udvalg af sygeplejeuniformer, ihvertfald medmindre man lige har en valutaomregner ved hånden (eller kan huske hvad kursen nu er i dag)
For så at sætte prikken over i'et på denne flyer, så er det selvfølgelig meget logisk en flyer der reklamerer for gaven til valentinsdag.................... Jeg har godt nok aldrig gået så meget op i valentinsdag, det skal jeg indrømme, men jeg mener dog at kunne huske at det er i februar. Umiddelbart ville jeg nok forvente at de ville reklamere for noget til julegaven i stedet på denne årstid. Men nuvel, det kan selvfølgelig ikke skade at købe gaven til valentinsdag allerede nu. Så er det da gjort (held og lykke med at gemme den uniform til konen i 6 måneder under sengen)
Nå hvis nogen bor i Esbjerg og lige står og mangler lidt pirrende legetøj så er opfordringen da hermed givet videre, du skal bare lige huske at have Euro med og det hjælper muligvis at kunne tysk.
Det eneste spørgsmål der egentlig er tilbage er jo... skal jeg købe sygeplejeuniformen i small eller medium? Hey det kunne jo faktisk godt være jeg havde en at give gaven til når næste valentinsdag oprinder, så hvorfor ikke være på forkant. Skulle det modsatte være tilfældet kan gaven sikkert sagtens holde et år mere under sengen.

30. jul 2009 07:59
Det lyder lidt mystisk... var det en butik i Esbjerg? Eller i Tyskland? Ikke, at jeg er interesseret i at besøge den eller noget... kan ikke tysk! :p
30. jul 2009 12:17
Butikken ligger skam i Esbjerg, og i et par andre danske jyske byer. Har jeg læst mig til på deres hjemmeside (som i øvrigt er på dansk :))
30. jul 2009 16:52
Tja, så virkede flyeren jo: de fik dig i det mindste ind på deres hjemmeside :;)
30. jul 2009 17:06
Hehe ja ingen tvivl om den virkede, bare synd jeg nok ikke lige umiddelbart er i den rette målgruppe :)